Alt du skal vide om Padel Tennis

Fiit giver dig her et overblik over verdens hurtigst voksende sportsgren, Padel Tennis.

Facts om sporten

Sværhedsgrad

25%

Intensitet

60%

Hvad betyder det?

Ovenstående facts beskriver, på en skala fra 0 til 100, hvor svær sporten er at udføre, samt hvor høj intensitet spillet har.

Hvor kan man spille padel tennis?

Padelbaner i Danmark

På nuværende tidspunkt findes der over 90 padel tennisbaner i Danmark. Hos Dansk Padel Forbund har man lavet en oversigt over dem alle. Se oversigten her.

Hvad er padel tennis?

Padel tennis, forkortet Padel, er en ketcher sport med oprindelse i Spanien. Sporten kombinerer primært elementer fra tennis og squash, og spilles som regel kun i doubles (2 mod 2).

Men i forhold til de to førnævnte sportsgrene er der i denne sport væsentligt mere effektiv spilletid grundet den lille bane, brugen af væggene omkring banen og slutteligt fordi, at bolden stort set altid forbliver på banen.

Det er en hel års sport, som kan spilles både indendørs og udendørs, hvor de fleste udendørs baner har monteret belysning til spil om aftenen.

Hvem kan spille padel?

I Padel tennis er der ingen aldersgrænse. Den sjove sportsgren er tilgængelig for alle, og fungerer rigtig godt som socialt samlingspunkt eftersom man altid spiller 4 personer ad gangen.

Padel er et frisk pust til dem, som gerne vil spille ketsjersport uden komplicerede regler og behov for forudgående træning og øvelse. Sporten kræver væsentligt mindre styrke og kraft end regulær tennis, og så er både regelsættet og udførslen af sporten nemmere at lære end nogen andre form for ketcher sport på markedet.

Padel tennis regler

Spil

  • Bolden skal røre underlaget inden den returneres eller rører andre strukturer
  • Bolden må gerne ramme underlaget og væggen inden den returneres
  • Bolden må kun røre underlaget én gang
  • Kun én spiller må røre bolden inden den returneres
  • Spillerne må gerne benytte deres egne sidevægge til at returnere bolden

Serv

  • I Padel må der kun serveres med underhånd eller fra talje-højde
  • Når man server, skal man være bag servelinjen (den bagerste linje)
  • Hvis bolden rammer siderne eller nettet først er der servefejl
  • Bolden må ikke have kontakt med væggen, når den har ramt underlaget på modstanderens servefelt
  • Rammer bolden nettet og herefter underlaget må man serve igen
  • Ligesom i regulær tennis har man også i Padel 2 forsøg til at serve korrekt
  • Bolden skal røre underlaget inden der serves
  • Bolden skal serves diagonalt og skal ramme modstanderens servefelt

Point

  • Pointene tæller ligesom i regulær tennis
  • Første point hedder “15”, andet point “30”, tredje point “40” og fjerde point kaldes “parti”
  • Har begge hold “40” kaldes det for “lige”
  • Hvis begge hold har “40” opnås “parti” efter 2 sammenhængende, vundne dueller

Sæt

  • Som i regulær tennis spilles der også med sæt
  • Det hold som først opnår 6 vundne “parti” vinder ét sæt.
  • For at vinde et sæt skal man som minimum føre med 2 “parti”
  • Har begge hold 5 “parti” spilles der videre til 7 “parti”
  • Står der 6-6 i sæt spilles en tie-break til 7 “parti”
  • Ved 7 “parti” skal man ligeledes vinde med minimum 2 “parti” for at afgøre kampen

Størrelse på bane

Padel tennis spilles på en bane, som måler 20 meter i længden og 10 meter i bredden (20 meter x 10 meter). I stil med andre ketsjersportsgrene har padel tennis et net i midten, mens der hele vejen rundt om banen oftest er monteret glasvægge eller gitter, som er spilbare under spillet.

Hvad koster padel tennis?

Lej padel bane – timebasis

Hvis du som fritidsmotionist ønsker at leje en padel tennisbane i en time, varierer prisen en del efter, hvor i landet du befinder dig. Et hurtigt tjek i Aarhus og København viser, at gennemsnitsprisen for leje af padel bane ligger fra 200,00 DKK pr. time til 300,00 DKK pr. time alt efter, hvornår på dagen man ønsker at booke banen. Dette er kun vejledende priser. Vi anbefaler, at man finder priserne på hjemmesiden for den klub eller center, hvor man ønsker at leje en bane.

Lej padel bane – klippekort

Mange centrer tilbyder adgang tilbyder leje af padel bane med klippekort, hvor man kan få besparelser på den sædvanlige timepris. Antallet af timer på klippekortet varierer hos de fleste centrer fra 10 timer til 80 timer.

Padel tennis udstyr

Hvad skal man bruge?

Til spillet benyttes godkendte padel-ketchere, som altid skal være fastspændt til spillerens håndled med den snor, som sidder i enden af ketcheren.

Padel bolde ligner til forveksling almindelig tennisbolde, men har en blødere opbygning, som sørger for en lavere hastighed i spillet end ved normal tennis. Det er værd at bemærke, at der findes forskellige niveauer af bolde alt efter, hvor øvet man er til spillet.

Skal man selv medbringe udstyr?

Ved de fleste padel klubber er både padel bat og padel bolde inkluderet i banelejen. Men hvis du ønsker at købe dit eget udstyr, kan dette gøres hos flere forhandlere online – heriblandt KetcherXperten og PadelGeek, som fører udstyr fra store kendte mærker så som Babolat, Burton, Dunlop, Head, NoX, Paletero og mange andre sportsbrands.

Byg din egen bane

Har du en drøm om at bygge din egen bane, er der nogle enkelte forholdsregler og overvejelser, som man bør gøre sig, inden man begynder arbejdet.

For uden arealet for banen, som er 20 meter gange 10 meter, skal man tage hensyn til loftshøjden på den givne placering.

Herudover bør du undersøge, hvordan det nuværende fundament på den valgte placering ser ud. Foruden at ligge et underlag til banen skal fundamentet ligeledes kunne holde til løb, fald, hop og andre lignende situationer, som opstår under spillet.

Hvis du ønsker at anlægge banen udendørs, er det vigtigt at undersøge, om der er krav til indhentelse af byggetilladelse.

Slutteligt bør du overveje, hvorvidt du selv kan stå for installationen af banen eller om du skal bruge professionel hjælp. Der findes allerede nu flere forskellige leverandører af baner, som vil kunne hjælpe dig med installation og opsætning.

Historien om padel tennis

Den form for padel tennis, som vi kender til i dag udspringer af den mere ukendte sportsgren, Platform tennis. Den første platform tennisbane kan spores helt tilbage til 1928, hvor to naboer i Scarsdal, New York, James Cogswell og Fessenden Blanchard ledte efter en motionsform, som de kunne udøve i vintermånederne. Hvad de ikke vidste var, at den træplatform, som de endte med at bygge på James Cogswells ejendom sidenhen blev starten på, hvad vi i dag kender som padel tennis.

Men sportens opfinder anses for at være mexicaneren, Enrique Corcuera, som i 1969 valgte af omdanne hans squasbane ved hans hjem i Acapulco med elementer inspireret af Platform tennis.

i 1974 prøvede en ven af Enrique fra Spanien den nye sportsgren ved Enriques hjem, og besluttede herefter at tage idéen med tilbage til Spanien, hvor han opførte de første to Padel-baner i en Tennisklub i Marbella.

Siden da har sporten taget Spanien med storm. I 2005 ansloges det, at der i Spanien alene var over 1.000 klubber dedikeret til sportsgrenen – et tal som sidenhen er vokset markant.

Men det var først i 2013, at sporten fik sin egen turneringsserie, som vi kender det fra regulær tennis. World Padel Series, som svarer til WTA eller ATP turneringerne, er til den dag i dag, stadig den mest prestigefyldte Padel turnering, som finder sted i flere lande – heriblandt USA, Monaco, Portugal, Argentina og De Forenede Arabiske Emirater.

Find flere spændende sportsgrene på Fiit.